Überlækker og uperfekt ferie…

Vi skal snart på ferie. Vi har leget et mobilhome i Kroatien. Med aircondition, to toiletter og tre værelser. Hvad man ikke har derhjemme, må man kompensere for, når man er ude. Og det er på en stor campingplads med pools alle vegne og et rigtigt hav med oppustelige ting, man kan hoppe på. Der skal ikke mangle noget…

Det er lidt luksusagtigt. For vi gider ikke telt lige nu. Jeg har boet i telt i store dele af mit barneliv og ligget fire mennesker på underlag nede i det ene hjørne, spist pulverkartoffelmos i regnvejr, brugt hårshampoo som opvaskemiddel og været ét med naturen. Det har været dejligt og fint og lidt koldt nogle gange. Og jeg har ikke noget imod telt som sådan. Eller naturen. Jeg foretrækker telt frem for mange andre ting. Ligesom jeg foretrækker guds frie natur over et klamt restepladstoilet. Jeg vil heller ikke sige, at jeg aldrig kommer til at bo i telt igen…

Men i år gider vi ikke ikke telt! Men det hele kan jo ikke være luksus, så vi har valgt at køre selv derned… Med lillen, der ikke gider at køre i bil ret længe ad gange og andre i bilen, som får køresyge, bliver utålmodige og snakker højt, når lillen skal sove. Så der kommer helt sikkert til at være lidt skrål…

Men vi har aftalt, at vi vil have en god ferie. For vi trænger til at komme af sted efter sidste år på en af de mindste øer i Danmark, hvor vi alle fik udlængsel efter to dage. Så vi våger pelsen og tager på langfart. Vi glæder os meget og har forberedt os godt for, at det skal blive en god oplevelse… Med plads til skrål…

Lige nu tænkes der i nødkit til bagsædet: teletubbies på mobil, tubegrød til lillen, chokoladekiks, hvide boller, bamseformet spegepølse, tubemakrel, spil, tegnesager og feriemusik. Og otte pakker havregryn. For hvad nu, hvis de ikke har havregryn i Kroatien? Man skal aldrig gå ned på havregryn…

Hvor skal I hen på ferie? Glæder du dig eller er du ved at skide grønne grise? Hvad er dit nødkit?

Af Christine Thorsen

Jeg fatter ikke det med pas og navneattest…

Åhh jeg bliver så træt, når ting, som ligesom går ad omveje for at holde bureaukratiet i gang.
Vi er i år 2017 og vi bevæger os hastigt imod det papirløse samfund. Og alligevel skal man have navneattest med ned på borgerservice, når man skal have nyt pas. Kan nogen fortælle mig hvorfor?
Det skulle jeg den anden dag, da jeg skulle have lavet pas til lillen. Jeg prøvede lige om det ikke gik uden…
Jeg havde mit sygesikringsbevis, lillens sygesikringsbevis, mit kørekort, min bekræftelse på lillens navn fra kirkeministeriet, som jeg viste på mobilen direkte fra e-boks. Jeg kunne ikke rigtigt være andre end mig og lillen kunne ikke være andre end lillen. Men alligevel skulle jeg op på kirkekontoret og hente en navneattest. På kirkekontoret skulle jeg bare vise lillens sygesikring og så printede damen navnet ud på beige kirkepapir. Hvor nemt er det lige at fake den der?
Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal bruge kirkens og vores egen tid på det. Jeg forstår det virkelig ikke. Er det et levn fra gamle dage, hvor kirken havde en vigtig rolle? Og nu har kirken ikke så meget at lave, så de kan da lige printe nogle navne ud? Eller hvad? Har de ikke rigelig travlt med gudstjenester, bryllupper, begravelser osv.?

Hvad tænker du, er det ikke lidt old school?

Af Christine Thorsen

My little viking with elderflowers…

Jeg sad lige og doodlede lidt og så kom denne her lille sommerplakat til samlingen – inspireret af min lille viking herhjemme, som bare har så meget power og kærlighed inde i sig, som hun deler ud af hver dag. Og så har jeg studeret hyldeblomster helt tæt på. Vidste I godt at de ser ud som på plakaten her? De er ret pæne!
Du kan få plakaten til print, i et af de kommende nyhedsbreve og jeg tænker måske at lave en serie med hende den lille viking og hendes viking-sisters, som man kan købe på vaske ægte papir, inden længe. Ja, der sker ting og sager nu. Det bliver så fedt.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev her og få den lille viking før alle andre, som du kan printe ud og hænge op derhjemme. Du må også meget gerne dele opslaget, hvis du kan lide plakaten.
Kh Christine

Af Christine Thorsen

 

Reddet af købegrød og teletubbies

Nogle gange kan det bare ikke være øko og hjemmelavet det hele. Især ikke når man får op til flere børn. Ikke fordi, jeg aldrig har købt grød eller andet babymad før. Det har jeg.

Men jeg kan også godt lide at være typen, der går ud og henter æbler og hyldeblomster og laver grød og saft. Eller lige steger en bønnebøf(til børnenes store fortrydelse). Jeg bager også et rugbrød og en bolle i ny og næ. Jeg kan virkelig godt lide det. Det giver mig den der følelse af, at jeg skaber noget, som er et ordentligt produkt og jeg kan dele den glæde med mine børn. Altså hvis vi ser bort fra bønnerne…Og rugbrødet…
Jeg kan også godt lide at snakke sammen uden skærm, når vi spiser.

Men jeg kan sku også godt lide købegrød og teletubbies. Især på de trætte dage, hvor man bare ikke orker at koge lortet selv og lillen er den sure hyletype og fem minutters fred er det eneste, man har brug for. Og så jeg elsker at bælle kaffe dagen lang.
Hvad kan du godt lide?

Få tegningerne direkte i din indbakke sammen med en plakat til print, ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev lige her. Næste gang er det mor-plakaten i Bikini, som du kan hænge op og fejre din smukke mor-krop med hver dag 🙂

Kh Christine

Af Christine Thorsen

 

 

Var blevet sat i bås så at sige…

Den her historie handler om det der med, at føle sig heldig. Og så ikke så heldig alligevel…
Jeg skulle til et møde i KBH, havde valgt at tage Forden og var lidt presset på tid. Jeg havde overvejet dyr P-kælder langt væk fra mødestedet. Men jeg følte mig heldig, tog chancen og kørte derhen, hvor mit møde skulle være. Efter at have kørt rundt i 10 minutter, med sveden haglende ned af panden og panikken, der bredte sig i kroppen, så var der sku pludselig en tom P-bås. Der var faktisk to og en handicapplads. Hold kæft jeg følte mig heldig. Jeg var helt sikker på, at det var tankens kraft eller universet, der lige havde ryddet P-pladsen for mig. Så jeg betalte…
Og så jeg lidt nærmere på P-skiltet. Med småt stod der: Kun for den makedonske ambassades biler…
“Nå fuck det, de er her jo ikke”, tænkte jeg. “Og så kan de da bare være mere tydelige i deres kommunikation og skrive det lidt større.” Og jeg gik op til mit møde, som gik godt og jeg var glad.

Da jeg så kom ned to timer senere, så var jeg ikke så glad mere. Nu holdte der pludselig to ambassadebiler, der, hvor jeg var holdte. En ved siden af og en bagved. Og jeg kunne ikke komme ud. Jeg prøvede virkelig at manøvrere Forden udenom, da handicappladsen jo stadig var tom og jeg tænkte, at jeg lige kunne smutte ud. Men det ku jeg sku ikke. Jeg sad fast i båsen…
Panikken bredte sig i min krop. Jeg overvejede kraftigt at køre henover kantstenen og direkte ud på den store vej. Men jeg vidste godt, at undervognen nok ikke blev så glad. Men alligevel… Smadret undervogn vs. at sige undskyld til den makedonske ambassadør og hans folk…
Pis… jeg måtte til det.

Jeg gik ind i ambassadens bygning, op ad trappen ind til skranken og ringede på klokken. Og så måtte jeg pænt sige undskyld og stikke dem en hvid løgner om, at jeg overhovedet ikke havde set skiltet og det bør man jo virkelig kigge efter, så man ikke tager andres P-plads.
Heldigvis var de flinke og flyttede bilen, med en enkelt kommentar om ulovlig parkering, men at det jo var svært at finde P-pladser inde i KBH. Og jeg fik Forden med hjem – uden smadret undervogn. Så lidt heldig var jeg alligevel…

Del gerne, hvis det også lige kunne være noget, der skete for dig.
Hvis du vil have de små historier direkte i din indbakke og  en GAVE i form af en fin plakat du selv kan printe – HVER UGE i de næste uger – så tilmeld dig mit nyhedsbrev lige HER 

Af Christine Thorsen

Kragen og rotten…en hyldest til de udskældte eksistenser :-)

Her er en tegning af kragen og rotten – to af de udskældte her i andedammen DK – sammen med dræbersneglen. Ham tager vi en anden dag.
Men vi skal jo alle sammen være her – så dette er en lille hyldest til de udskældte og uperfekte eksistenser. Vi er jo nok alle lidt udskældte og uperfekte en gang i mellem, så lad os lige fejre det lidt. Vi kan jo ikke være puddelhunden alle sammen. Således et par store ord til en lille tegning 🙂

Af Christine Thorsen

Farkroppen skal da også hyldes!!!

Jeg lavede i sidste uge tegningen om mordamekroppen, som jo klart skal hyldes. Og jeg kom til at tænke på, at det jo ikke kun er mordamekroppen, der skal hyldes for at være lækker, som den er. Far og farkroppen skal da også hyldes lidt, for at være lige, som den er. Og så fandt jeg denne her gamle tegning, som jeg synes er lidt sjov og peppede den lidt op, med lidt farver og andet gejl. Og så er farkroppen da toplækker klar til et godt måltid mad og til looove 😉
Del gerne hvis du har eller kender en med en lækker farkrop, der skal hyldes!!!

Af Christine Thorsen