Gaven i lorten – om at være dårlig til at ringe til andre…

Kender I det der med ikke at kunne lide at ringe til folk. Jeg er virkelig dårlig til at ringe op til andre. Altså jeg kan fint ringe til min søster, mor, far, veninder og sådan nogle. Jeg kan også godt ringe til dem, hvor man har en aftale om at ringe op eller, at de skal ringe til en. Og selvfølgelig lægesekretæren og tandlægereceptionisten og andre, som jo ligesom sidder og venter på at nogen ringer.

Men derudover synes jeg bare ikke, det er en fest at skulle ringe til andre. Og særligt ikke hvis jeg skal søge om job eller på anden måde gøre et godt indtryk. PUHA. Jeg får fysisk ubehag, min hals snørrer sig sammen. Jeg føler, at jeg er megairriterende for dem i den anden ende, eller jeg forestiller mig, at de siger noget, jeg skal tage stilling noget eller jeg skal sige noget klogt og flot.
Og det går som regel ikke særlig godt, hvis jeg tænker sådan. Og nogle gange så ringer jeg bare ikke op. Så sender jeg en SMS eller en e-mail. Eller går hen til folk, hvis de er i nærheden, hvilket jo sådan set er helt fint. Men ringe, puha…
Det er bare lidt ufedt at have det sådan. For ofte, er det bare nemmere at gribe knoglen og ringe. Og man dør jo ikke lige frem af det, selvom det kan være tæt på…

Det positive er så, at jeg er blevet rigtig god til at skrive og tegne, fordi jeg for det meste skriver til folk og sender dem tegninger. Jeg kan efterhånden fange modtager og lave noget, der når ud over rampen. Så det må være gaven, der ligger gemt i den lort så at sige. Intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

Har du noget, som du ikke kan lide at gøre? Måske er der også en gave i din lort? Eller måske ikke i selve lorten, men på grund af lorten eller ved siden af den. For det er jo sjældent at lorten i sig selv er en gave.

Af Christine Thorsen

Så blev jeg det unævnelige…

OK, jeg ved det godt, jeg har hørt det, nu er jeg også en af dem på 40 år….

Ja, det havde du nok slet ikke troet…. Jeg har også længe prøvet at glemme det faktum, at jeg næste gang blev 40 fu…..  år. Jeg var jo bare sådan ca. midt i trediverne… Lige indtil i lørdags…

Og jeg ved godt, at visse læsere på Facebook har prøvet at gøre mig opmærksom på alderen med kommentarer i stil med: “Var det 40 år du blev næste gang?” og “Fedt, at du lige gør oprør midt i 40 års krisen?”.
Men jeg gør da ikke oprør og jeg har da slet ikke nogen krise!!! Jeg er jo ikke en gang 40 år endnu(det var jeg i hvertfald ikke, da nogen skrev det). Og hvorfor skal de hele tiden nævne det? Altså tallet 40. Det kan de da ikke. Det har da ikke noget med mig at gøre!!!

Nu har det så noget med mig at gøre. Og det var faktisk lidt slemt at blive 40. Ikke at jeg tænker så meget over det. Jeg kan bare ikke rigtigt lide at sige det.  40 år – jeg er 40 år. Auhhhhhhggggggg… Håber jeg vender mig til det….

Men hey – 40 er jo det nye 30, som man siger. Jeg er da på toppen af min karriere(eller lige om lidt, når jeg kommer til at tjene kassen på at tegne). Og jeg har fået hele tre børn, et lækkert – om end ikke så stort, hus og min egen landinspektørmand.
Og jeg har (næsten)ingen grå hår og mine tænder er ikke faldet ud. Og jeg kan løbe en 10 km på under en time – eller måske er det nærmere fem, men hvem tæller.
Så alt i alt. Ok status på at blive de 40 år.

Hvad tænker du om at blive ældre og om alt det du gerne vil nå. Og om at blive 40. Eller 30… Eller 50. Er det rart at blive ældre, eller er det slemt? Eller er det bare det bare et tal, som vi ikke behøves at tale så meget om?

Af Christine Thorsen